Det har ofte undret mig at museer for moderne kunst som f.eks. Lousiana gang på gang viser fotografi af fotografer som Henri Cartier-Bresson, Robert Capa o.l. Mit problem består i, at jeg ikke med min bedste vilje kan placere disse i en kontekst der retffædiggør at de udstilles på linje med moderne kunst. Med al respekt for reportage fotografiet som en fotografisk genre og de nævnte fotografer som nogle af de ypperste bidragsydere til denne genre, kan jeg dog ikke se hvori deres bidrag til kunsten i deres samtid bestod. Det bekymre mig, af samme grund, at også nutidens reportage fotografer (hvis stil og indhold næppe føjer noget til de stier som Magnum fotograferne allerede har betrådt) finder vej til kunstmuseernes vægge, hvad skal de der?

-- Niels H. S. Nielsen (nhsn@ruc.dk), December 03, 1998

Answers

Kommentar til reportage fotografiet som kunst. Jeg forstår synspunktet og min første tanke er "manden har jo ret". men den holder bare ikke helt vand. Kunsten har vel altid været mangeartet, uden nødvendigvis at være blevet anerkendt.

Reportage fotografiet som kunstform er ofte en provokerende dokumentation for hvad tiden og menneskeskabte aktiviteter/relationer er i motiver. Når det virkelig "spiller" kan det være ikoner af nutiden. På linie med døde grise har reportage fotografiet netop derfor fået en plads i kunsten, som noget vi alle ved "sker", men blot fortrænger helt, eller delvist. sagt på en anden måde er vor levevis så beskyttet, at det vi udemærket ved "sker" virker provokerende/tankevækkende, når vi konfronteres med det. I denne form har reportage fotografiet en plads i kunsten efter min mening. Ikke fordi jeg overhovedet kan se, at døde grise, eller bombeofre er kunst, men fordi det ene er en accepteret form - me det andet ogse være det.

Min egen opfattelse af fotografiet som kunstform, er erkendelsen af, at alle mennesker har samme materialle muligheder i mediet, men nogen får langt mere ud af det end andre, kendte kunstnere eller ej - det er ligegyldigt. Det kan enten være en nydelse at se på, eller det kan være et medie brugt i helt nye relationer til andre medier.

Som eksempel kan nævnes Erik A. Frandsen, WHITE POWER, Brænderigaarden i Viborg 1996. Kærtegn mellem to mennesker fastholdt fotografisk via lamper monteret på hænderene. Hammer flot - og de fleste havde nok stoppet her. Men Frandsen fandt en relation og fastholdt herefter de fotografiske kærtegn i form af bøjede neonrør. Et "lysende" eksempel på, at intet medie må udelukkes eller styres i kunsten, da alt - i de rigtige hænder - kan give helt nye koblinger til andre medier/former at udtrykke kunsten på.

-- Kim Albech Sørensen (kas@popx.dk), December 29, 1998.

Kan reportage-fotografiet betegnes som kunst ?

Siden 1960'erne har vi hørt postulatet at: Alt er kunst. Jeg mener personligt at alt er tilladt til at skabe opmærksomhed, og som vi alle ved er verden en visuel krig. Derfor er alt kunst, og derfor vil vi fremover se en masse mærkelige forsøg på at skabe opmærksomhed. Fotokunst er for mig meget spændende og konstant revolutionerende.

-- Jacob Weile (970205@udd.holbaeksem.dk), August 31, 1999.

The art of defining art.

Each picture needs to be taken on it's merit. Anything can be called art but how many of us would agree that it is art.

Guess smag og behag says it best.

-- otsaku (otsaku@otsaku.dk), April 25, 2002.