Nogle tanker om kultur og tradition, sfrligt i forbindelse med dialogmxdet med Eugenio Barba og Theatrum Mundi.

Forleden dag blev Kulturkreds Asiens hjemmeside beriget med et indlfg skrevet af Merete Pedersen. (Besxg hjemmesiden http://www.stud.hum.ku.dk/kulturkredsasien/html/frame_html.html)

Meretes indlfg er en anmeldelse af forestillingen Ego Faust, der blev opfxrt af Theatrum Mundi/Odin teatret i Kanonhallen et par aftener i midten af september. Sxndag d. 17. september var der desuden et sekaldt dialogmxde, hvor publikum og andre interesserede kunne mxde Odin teatrets leder Eugenio Barba og en del af forestillingens medvirkende kunstnere. Dialogmxdet var et af de mange dialogmxder som Images of the World havde arrangeret under den to meneder lange kulturfestival, og det er bl.a. i den sammenhfng at jeg gerne vil reflektere over netop dette dialogmxde. Det skyldes at Odin teatrets forestilling var et af de fe arrangementer under Images of the World som jeg havde mulighed for at se, hvor der var fokus pe asiatisk kultur.

Som det fremger af Meretes anmeldelse, foregik dialogmxdet ved at Eugenio Barba fxrst fortalte om Odin teaterets baggrund, om tankerne bag ISTA (International School of Theatre Anthropology), og om teknikker og udtryksmeder i selve teatrets arbejde. Derefter optredte adskillige medlemmer af Odin teatret sevel som de udenlandske mestre pe scenen for at demonstrere de forskellige teknikker. Alt dette beskriver Merete, se det er der ingen grund til at gentage her.

Det jeg vil fokusere pe er meden hvorpe begrebet tradition indgik i Eugenio Barbas introduktion, og i en af de japanske skuespilleres mundtlige fremstilling af sin kunst. Jeg me dog lige starte med at sige at jeg ikke er teaterekspert, og min viden om Odin-teatret og ISTA er meget minimal. Mit kendskab til japansk teater begrfnser sig til en hendfuld forestillinger jeg har set som almindelig interesseret under mine ophold i Japan.

Barba fortalte i sit indlfg om hvorfor han er interesseret i asiatisk teater, og forklarede det med at hvor vestlig teater med tiden er blevet domineret af realisme og naturalistisk handling og spillestil, se har de klassiske asiatiske teaterformer bevaret en stiliseret form. Barba bad derefter den japanske skuespiller og buyoo-danser Hanayagi Kanichi om at demonstrere nogle bevfgelsesformer pe scenen, og her blev det understreget at der er tale om ren tilstedevfrelse, og at bevfgelserne ikke skulle ses som udtryk for en fxlelse eller tilstand. Trfning og atter trfning er et centralt aspekt i de asiatiske teaterformer, og det er her Barba ser at skuespillerne i hans eget Odin-teater kan lfre noget, nemlig at skuespilleren behersker et sft kropslige udtryksformer som kan lxsrive skuespilleren fra professionen og kan opne en autonom status. Fundamentale elementer som krop, stemme, gestik mm., kan man finde i alle teaterformer og udgxr seledes et fflles berxringspunkt. I sammenhfng med ISTA, som beskrives som et internationalt netvfrk af scenekunstnere, er det meningen at Odin-skuespillere kan lfre af de asiatiske mestre, som bl.a. Hanayagi Kanichi, der bliver inviteret med til ISTA seminarer for at demonstrere deres teknik og kunstart.

Men, sagde Barba, ISTA me ikke pervertere den asiatiske tradition. Ordet pervertere er et stfrkt ord, og jeg undrede mig over hvad det betyder her, men jeg kunne ikke tolke det som andet end at Kanichi og andre asiatiske teatermestre bliver inviteret med til ISTA workshops for at fremvise deres kunst, men de me ikke selv blive pevirket af andre teaterformer, de skal forblive rene og fgte i deres eget formsprog. Det lyder som om der ikke er tale om kulturudveksling, men snarere som en envejskommunikation; Odin-skuespillere me gerne indoptage de asiatiske former, men der me ikke ge noget den anden vej.

Fra sin stol pe scenen fortalte Hanayagi Kanichi om de ISTA seminarer han har deltaget i. Han fortalte at han i starten havde fundet det vanskeligt at finde sammen med de andre skuespillere, og at han havde haft svfrt ved at trfde ud af traditionen, f.eks. ner de blev bedt om at improvisere. Det kom til at lyde som om Kanichi opfatter tradition som en fastlest stxrrelse, en slags kasse, man enten er inde i eller kan trfde ud af. Direkte adspurgt om han personligt ikke blev pevirket af de andre skuespillere han mxder pe ISTA seminarer, om ikke han fndrer, meske umfrkeligt, pe traditionen ved at have vfret i kontakt med andre teaterformer, svarede Kanichi nej, meget kategorisk. For ham er buyoo (klassisk japansk dans) en form og en teknik, der er blevet viderefxrt fra mester til elev i generationer, og der sker ingen udvikling i denne proces; bestemte bevfgelsesmxnstre og gestik betyder altid det samme. Buyoo forandrer sig absolut ikke (zettai kawatte inai). Endvidere er buyoo en del af den japanske kultur, sagde Kanichi, nfsten pe samme mede som DNA molekyler, det er noget japanere er fxdt og opvokset med, og der vil altid vfre nogen i blandt publikum der kan respondere pe netop denne kunstart. DET er tradition, ifxlge Hanayagi Kanichi.

Der er flere ting i dette som kunne vfre interessant at diskutere nfrmere. For det fxrste, kan det virkelig passe at buyoo aldrig forandrer sig? Et hurtigt opslag i en encyklopfdi over Japan viser for det fxrste at begrebet buyoo dfkker over mange forskellige typer klassisk dans i Japan, og at ordet i sig selv har referencer bede til noh-teatret (nemlig tegnet for bu), og til kabuki og mere folkelige former for dans fra en senere periode (yoo). At de to grundtyper af dans er blevet sleet sammen til et samlet begreb engang i 1800-tallet tyder pe at der er sket en tilnfrmelse eller en forandring i danseformerne, set i de store liniers perspektiv. For det andet viser opslaget at Hanayagi-skolen inden for buyoo, som Kanichi tilhxrer, opstod i 1849 som en udbrydergruppe fra en anden skole, Nishikawa, hvilket altse kan tyde pe at der har vfret uenighed om form, stil, fortolkning eller noget helt fjerde, siden nogle buyoo-udxvere har fxlt det nxdvendigt at danne en ny skole. Meske handlede diskussionen om netop hvordan traditionen skulle fortolkes og viderefxres. Men under alle omstfndigheder kan man formode at forandring og udvikling finder sted hver gang sedanne begreber kommer til debat internt, og det er ogse sedan man efter min mening skal anvende begrebet tradition: et kulturudtryk der baserer sig pe et tidligere udtryk, men som konstant forandrer sig og udvikler sig, det kan tage imod pevirkning fra mange forskellige kilder, og det er de aktive udxvere af kunstformen der reprfsenterer hvad tradition netop i dette xjeblik ster for.

Se hvorfor mon Hanayagi Kanichi var se ivrig efter at fortflle det danske publikum til dialogmxdet, at hans tradition ikke forandrer sig? Det kan man selvfxlgelig ikke vide, og man kan ogse sige at den form, hvorunder dialogmxdet mellem de asiatiske skuespillere og et dansk publikum foregik, ikke var det rette forum for uddybende forklaringer om en lang og kompleks historie om de interne udviklinger inden for japanske klassiske dans. Men jeg fxlte mig alligevel lidt forstemt over dette dialogmxde, for jeg fik fornemmelsen af at kultur og tradition i denne sammenhfng ikke havde til formel at mxdes i en gensidig dialog hvor man bede kan lfre noget om andre og om sig selv. Her var der snarere tale om at udstille en slags museumsgenstand fra de gode, gamle dage fxr globaliseringens tidsalder. Kanichis bemfrkning om den japanske kultur som et DNA molekyle pegede pe en underforsteet opfattelse af at hvis man ikke har dette DNA (altse ikke er fxdt og opvokset i Japan), se kan man ikke respondere pe buyoo. En slag lukken-sig-inde i sit eget kulturhylster, hvor udveksling med andre kulturer pe forhend er udelukket. At Kanichi reprfsenterer fortolkningen af buyoo som en uforanderlig tradition, passer netop godt ind i Eugenio Barbas formel med at bevare en ren og uperverteret tradition i det asiatiske teater, og Odin-teatrets intension er da heller ikke at udveksle teater pe en gensidigt niveau, men at lene og lade sig inspirere af en museumsopvisning.

Set i lyset af at ordet tradition ofte optrfder i forbindelse med asiatisk kunst og kultur ner det formidles her i Danmark (og ofte sammen med ordets uadskillelige mod- eller sammensftning, modernitet), se synes jeg det kunne vfre bede interessant og udbytterigt hvis vi i Kulturkreds Asien kunne fe en serixs faglig diskussion i gang om begrebet tradition. Det kunne vfre spfndende at se nfrmere pe hvordan traditionsbegrebet diskuteres internt i forskellige kultursammenhfnge i Asien, eller hvad vi forster ordet tradition i en dansk sammenhfng. I forhold til ovensteende udlfgning af dialogmxdet i Kanonhallen, synes jeg det er vigtigt at pege pe at der i Japan (og sikkert ogse i alle andre kulturer) er andre fortolkninger af begrebet tradition end det som blev prfsenteret af Hanayagi Kanichi og Eugenio Barba.

-- Gunhild Borggreen (gunhild@hum.ku.dk), October 18, 2000